Hvor lang tid tager det før noget bliver en vane?  Og er der en sammenhæng mellem det samfundssind, Danmark udviser lige nu, og FN’s Verdensmål? Det mener vi helt bestemt, at der er. Det er nu, du skal udnytte momentum og få udarbejdet en virksomhedspolitik for FN’s Verdensmål.

Lige nu udviser vi samfundssind. Vi er gået i Corona-isolation for samfundets og vores medmenneskers skyld. Vi har isoleret os i over 5 uger nu, og vi kommer til at gøre det i mindst 8 uger i alt. Verden blev uforudsigelig i det sekund, vi hørte ordene ”Danmark lukker ned”.

Det er en isolation, som har vendt op og ned på alle virksomheder. Ingen oplever business as usual. Måske er du blevet nødt til at lukke helt ned for en periode – eller du holder åbent men har stort set ingen kunder. Andre løber sindssygt stærkt for at nå at betjene alle de nye kunder, der myldrer til, og udvikler nye forretningsområder. 

 

Hverdagen bliver aldrig som før

Vi er trådt ind i en hverdag på behørig afstand af naboer, venner, chefer, kolleger, kunder – ja alle andre end den nærmeste familie i egen husstand. Vi har lært at afholde os fra kram, håndtryk og fysiske møder og i stedet for holde møder på online portaler og styre dagens arbejde hjemme fra stuen.

Vi slår ikke korsets tegn, når nogle alligevel kommer for lidt tæt på os i supermarkedet eller på arbejdspladsen. I stedet for afspritter vi hænder, håndled og håndtag – og øger automatisk afstanden til de næste, der vover sig forbi.

I løbet af få dage – ja få timer – fik vi en ny hverdag, hvor vi udviser samfundssind, og det er ved at vokse til nye indgroede vaner.

Nogle (blandt andet vores statsminister) siger, at hverdagen aldrig bliver som før Covid-19 kom til landet. Det behøver ikke være en trussel. Det kan også være et løfte om noget bedre. For har hele det samfundssind, vi udviser, egentlig ikke en tung bæredygtig slagside?

 

Vores samfundssind er grundlæggende bæredygtigt

For vi handler jo automatisk bæredygtigt og til gavn for vores klodes ressourcer, når vi mødes online med kolleger og forretningspartnere i stedet for at sidde i kø på motorvejen for at nå frem i myldretiden.

Efter flere ugers isolation går det op for os, at vores fysiske tilstedeværelse måske ikke altid er så påkrævet, som vi hidtil har vurderet. Vi oplever, at det at arbejde hjemmefra i langt højere grad end før faktisk godt kan fungere. På samme måde er vi begyndt at tage digital ledelse og digital læring til os, så måske finder vi også ud af, at vi kan springe flere globale rejser over og spare endnu mere tid, penge og C02.

Så er det ikke nu, at du skal tage hele skridtet og komme i gang med den politik for FNs Verdensmål, som du virksomhed endnu ikke har fået lavet? Udnyt momentum og gå hele vejen hen ad den bæredygtige bølge.

 

Integrér FN’s Verdensmål med dine kerneydelser

I 2015 vedtog FN’s Generalforsamling 17 Verdensmål for bæredygtig udvikling. Vi kan være med til at gøre jorden til et bedre sted for os selv, vores medmennesker og fremtidige generationer ved at arbejde for at opfylde de mål.

Som virksomhed skal du ikke forsøge at indfri alle 17 mål. Du skal tværtimod fokusere på 2, 3 eller måske 4 mål, som ligger inden for dine kerneydelser, og som du har særlige kompetencer til at være med til at indfri. Læs mere om Bæredygtig Business her og tøv ikke med at kontakte os, hvis vi skal guide dig lidt på vej eller hvis du har flere spørgsmål til FN’s Verdensmål.

E: anette@bureaup.dk, M: 5223 3633.