Undrer du dig over, hvorfor dine velskrevne nyhedsmails aldrig bliver åbnet? Eller hvorfor dine dyrt betalte SoMe-annoncer ikke giver mersalg? Så kan det være fordi du retter din markedsføring til en forkert generation på et forkert medie.

Det er vigtigt at være klar over, om du henvender dig til 14-årige Victor-August, 49-årige Hanne, de lidt ældre eller dem midt imellem. De bruger nemlig de digitale muligheder vidt forskelligt.

Kender du dine målgrupper? 

Viden om dine modtagere/ kunder er noget af det vigtigste, når du laver din markedsføring. Du skal ikke henvende dig til alle, for så er der sikkert ingen, der føler sig ramt. Du skal derimod identificere de målgrupper, som du gerne vil sælge til – og så skal du vide hvor, du kommer i kontakt med dem og får dem til at lytte til dine budskaber.

Her er kommunikation til de forskellige generationer et vigtigt redskab, som jeg altid bruger, når jeg tilrettelægger kampagner og opslag på de sociale medier. Jeg vil gerne dele mine bedste råd med dig, og derfor er dette den første artikel (ud af fem i alt) med tips & tricks til at kommunikere med de forskellige generationer.

Ny ledelsesstil til hver generation

Der er skrevet meget om ledelse af de forskellige generationer. Hver generation er vokset op i forskellige årtier med hver deres økonomiske råderum og karrieremuligheder.

Du har sikkert læst om hvordan Baby Boomer-generationen (også kaldet 68’erne) forandrede arbejdsmarkedet og realiserede sig selv. Hvordan den næste Generation X er blevet meget mere autoritetstro og kæmper sig op af de traditionelle (og sikre) karriereveje. Hvordan Generation Y er mere forandringsparate og selviscenesættende og derfor ikke har noget problem med at zappe videre til det næste job. Og hvordan Generation Z (de helt unge på arbejdsmarkedet) er de mest selvsikre i deres karrierevalg og parate til at kortslutte de klassiske hierarkiske ledelsesstrukturer og forestillingen om et bundet 9 til 16 job.

Samtidig er hver generation vokset op med vidt forskellige digitale muligheder, og det sætter på samme måde krav om differentieret markedsføring.

For generationer skal ikke kun ledes  – du skal også finde ud af, hvordan du får kontakt med dem.

Hver generation har deres værdier og reagerer ofte forskelligt på de samme budskaber – og derfor kan det betale sig at individualisere din markedsføring til hver generation.

Et rigtig godt eksempel er, når du skriver på de sociale medier. Alt efter hvilken generation din modtager tilhører, er det nemlig forskelligt:

  • Hvordan de bruger de sociale medier
  • Hvor tit de bruger de sociale
  • Hvilke kanaler de er til stede på
  • Hvordan de kommunikerer på de sociale medier
  • Og ikke mindst hvor mange sociale medier de er på samtidig….

Du får gode råd til markedsføring overfor hver generation

I hver artikel vil jeg skitsere nogle personer, der hører til i hver generation under overskrifterne:

  1. DU SKAL FANGE DE UNGE Z’ERES OPMÆRKSOMHED – HURTIGT!
  2. GENERATION Y ER EKSTREM KRITISK – DU HAR IKKE PLADS TIL AT FEJLE
  3. GENERATION X ER MERE LOYALE OG DU MØDER DEM PÅ FACEBOOK
  4. BABY BOOMERS ER SELVBEVIDSTE OG KRÆVENDE

Til slut i hver artikel får du tre konkrete råd til, hvad du skal gøre for at ramme plet hver gang i din markedsføring.

Det er vigtigt for mig at understrege, at alder er en faktor, som er med til at vise, hvor du finder dine målgrupper, og hvilke virkemidler, du skal bruge, når du præsenterer dine budskaber. Alder alene kan ikke afgøre hvilke budskaber, der sælger.

Jeg giver dig et generelt billede af de fire generationers digitale adfærd. Men deres opførsel på de sociale medier vil også variere alt efter livsstil, demografi, uddannelse, jobtype, familieforhold, personlighed, værdier og meget mere. Derfor skal du selvfølgelig vide mere om dine målgrupper end deres alder – men alder er stadig et rigtig godt udgangspunkt.

Ring til mig på: 52 23 36 33 eller smid en mail til anette@bureaup.dk mhvis du har spørgsmål eller vil vide mere allerede nu. 

PS! Det bliver Generation Z (de helt unge), som jeg sætter fokus på i den næste artikel.