Min virksomhedspraktik hos Bureau P har været en helt fantastisk oplevelse. Jeg har haft ansvar for mine opgaver.

af Maria Klingenberg Christiansen

De sidste 2 måneder har jeg været i virksomhedspraktik hos Bureau P. Det har været en helt fantastisk oplevelse, der har budt på kompetenceudvikling og mere erfaring inden for tekst og kommunikation. Jeg har fået lov til at være med til en masse spændende opgaver. Det ansvar jeg har fået, har gjort mig i stand til at gøre min jobsøgning mere målrettet, i jagten på en fast stilling.

Det at være arbejdsløs føles lidt ligesom at befinde sig i en labyrint. Der er så mange veje at gå. Du håber hele tiden, at den vej du vælger, fører dig den rigtige vej ud.  Sådan er det bare ikke altid.

Jeg blev færdiguddannet cand.mag. i kommunikation fra Aalborg Universitet i juli måned. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg dengang havde en klar forventning om, at jeg i dag ville sidde i en fast stilling. Det gør jeg ikke. Jeg nåede derfor ikke mit mål om at få et fast arbejde inden udgangen af 2017. Jeg fandt ikke den rigtige vej ud af labyrinten.

Til gengæld har jeg fået noget andet. Jeg har nemlig fået erfaring. De sidste 2 måneder har jeg været en del af kommunikationsbureauet Bureau P. For mig har det været mere end bare en virksomhedspraktik. Jeg har følt mig som en rigtig medarbejder hos Bureau P. Jeg står i dag med følelsen af at have lært utrolig meget af at være i virksomhedspraktik.

Jeg har fået uundværlig erfaring

Allerede fra min første dag hos Anette i Bureau P fik jeg et stort ansvar. Jeg fik nemlig den opgave, at jeg skulle starte Bureau Ps nyhedsbrev op. Helt fra bunden med udviklingen af struktur for design og indhold, samt opbygningen af en modtagerliste. Det er en opgave, der har kostet mange timers energi og hårdt arbejde forud for lanceringen af det første nyhedsbrev. Men det er timer, der har været det hele værd.

Den følelse jeg havde, da vi sendte det første nyhedsbrev ud, var en følelse af stolthed. En stolthed over, at det jeg har brugt så lang tid på at forberede, nu endelig er en realitet.

Kompetencer i at vinkle en tekst optimalt

Mens skabelsen af Bureau Ps nyhedsbrev har været min hovedopgave, så har jeg lært meget andet om tekstarbejde, og hvordan hverdagen i et kommunikationsbureau er. Jeg har lært at strukturere og vinkle en webtekst, så den både er SEO optimeret, og har et tydeligt budskab. Jeg har arbejdet med sociale medier både for Bureau P, men også for Bureau Ps kunder, for at skabe mere synlighed online. Og så har jeg fået lov til at være en del af Bureau Ps kundemøder og forretningsmøder, for at få et indblik i alle processerne i et kommunikationsbureau.

Gennem min virksomhedspraktik har jeg fået skabt et bredt indblik i, hvad det vil sige at arbejde med kommunikation i praksis. Jeg har fået udvidet min værktøjskasse, og fået tilføjet en masse værktøjer til tekstforfatning, og ikke mindst nyhedsbreve.

Efter et godt og lærerigt forløb, står jeg nu klar med fornyet energi, motivation og endnu mere gå-på-mod til at arbejde målrettet med kommunikation. Jeg er sikker på, at den erfaring jeg har fået med mig fra Bureau P, kan hjælpe mig med at finde den rigtige vej ud af labyrinten og ind på arbejdsmarkedet.

Besøg Marias LinkedIn profil

Læs også 

Hvis du også er interesseret i at udvikle dine kompetencer inden for tekstforfatning, så læs blog indlægget: Gør-det-selv-guide: Skriv en god webtekst. Har du brug for vejledning eller hjælp til udformning af tekster til din virksomhed? Så tøv ikke med at kontakte Anette Kalle Larsen tlf. 52 23 36 33.